Når virkeligheden rammer virkeligheden
I fredags (den 3. oktober) bragte Berlingske Tidende en tankevækkende artikel af USA-korrespondenten Poul Høi under overskriften “Manden fra Enron“, som også blev fulgt op af et blogindlæg.
I artiklen sammenligner han USA’s præsident George Bush med den tidligere direktør for energikoncernen Enron, der for nogle år siden gik ned med et brag, efter at det kom frem, at virksomhedens regnskaber stort set intet havde med virkeligheden at gøre, og at stort set alle virksomhedens betydende aktiviteter var fiktive.
Direktøren endte med at begå selvmord. Læs deltajlerne i ovennævnte artikel.
Det interessante i artiklen er Poul Høis dokumentation af, hvordan den konstruerede virkelighed, som man har levet efter både i Enrons hovedkvarter og i det hvide hus, lige så stille indhentes af en virkelighed af kød og blod, dødsfald, mistede arbejdspladser, ubetalte regninger og alle mulige andre ulykker.
Socialkonstruktivismens begrænsninger
Det undrer næppe, at det var George W. Bushs spindoktor Carl Rowe, der var chefkonstruktøren i Bush-administrationens virkelighedsfabrik.
For i kommunikationsverdenen har vi efterhånden i nogen år fiflet med forskellige former for virkelighedskonstruktion - eller for at bruge en af de teoretiske betegnelser: socialkonstruktivisme.
Tanken bag socialkonstruktivismen er, at vi hver især og i grupper selv konstruerer vores virkelighed ved at sætte ord på den. Og alt efter hvilke ord, vi sætter på, og hvordan vi tolker dem, konstruerer vi vores personlige version af virkeligheden. Det er bl.a. det, der gør at nogle oplever den samme situation som udtryk for at glasset er halvt tomt, mens andre oplever det som halvt fuldt.
I det små giver denne forståelse god mening. Vi udnytter disse mekanismer til at kode os selv med positiv tænkning og andre teknikker. Også virksomhedernes historiefortælning udnytter denne mulighed for at skabe sit eget billede af forskellige hændelser i virksomhedens historie.
Kæden ryger imidlertid af, hvis man tror at vi kan konstruere alle former for virkelighed.
Der hvor konstruktionerne mødes af handlinger, der påvirker folks økonomi, deres autonomi, deres liv og død, der spændes buen ofte for hårdt.
Og på et eller andet tidspunkt så afsløres tryllenummeret.
Er man direktør for en stor virksomhed, ender den for voldsomme versionering af realiteterne i fængslet. Er man præsident i USA ender det med historisk lave popularitionstal.
Er man tilskuer til disse processer, ender det med, at tilliden til - også uskyldige - virksomheds- og statsledere udhules.
For i bund og grund er det udtryk for en eklatant undervurdering af os tilskuere, der godt nok undres, men som også - indimellem - henter konstruktørerne tilbage til virkeligheden.
Endnu ingen kommentarer.