vor.jpg

Jeg er disse dage på vej jorden rundt!

Sammen med mere end 30.000 andre, der også deltager i den virtuelle kapsejlads Volvo Ocean Race the game.

Vi deltager i en virtuel pendant til den ægte vare Volvo Ocean Race, hvor 8 superhurtige oceangående både dyster om at komme først verden rundt. Også kaldt søsportens Mount Everest.

Kapsejlads har aldrig været nogen mediesport. Som sejler har jeg ofte ærgret mig over, at det er umuligt at følge min sport i medierne.

Med Volvo Ocean Race har piben fået en anden lyd!

Hver af de 8 både er udstyret med flere kamaraer, et besætningsmedlem, som kun skal være mediemand, samt et krav om minimum 1 times tv i døgnet sendt pr. satelit til hovedkvarteret, som så klipper masser af små film, der publiceres på hjemmesiden.

Derudover er der masser af blogs og artikler, der gør det muligt, at vi interesserede kan bruge timer hver dag til at følge vore helte.

Og som prikken over i’et er der spillet, der gør det muligt for os i VOR’s community at leve os helt og holdent ind i besætningernes daglige kvaler og beslutninger, der gør forskellen mellem triumf og det modsatte.

Sponsoreksponering

Der er sikkert mange, der vil mene, at man skal være inkarneret sejler til at bruge 9 måneder med flere daglige tjek af kurs, vejrudsigt og placering for at synes det er sjovt.

Men med nu over 30.000 deltager globalt - og der kommer stadig flere til selv her en uge inde i sejladsen - viser, at subkulturer godt kan fylde ganske pænt på nettet.

Og når vi nu dagligt skal ind og se til vores båd, så har vi også en stor interesse for den rigtige sejlads, hvor firmaer som Ericsson, Puma og Lloyd har investeret mange 100 mio. kr. for at udvikle de mest avancerede og hurtige både, med dyre prof.-besætninger til at drive dem frem.

Da Volvo Ocean Race (VOR) sidst blev gennemført, overgik pressedækningen - takket være et næsten lige så professionelt mediesetup - alle forventninger. Ericsson, der også var med den gang har åbenbart været godt tilfreds, selv om de var langt fra at vinde. De har fordoblet satsningen - nu med to både.

VOR beviser, at nettet er som skabt til at skabe koblingen mellem livet på kanten på de store oceaner og så livet hjemme i forstaden med børn og familiecontainer.

Det er bare et spørgsmål om masser af god fantasi og så brilliant ekskvering, som man ser det i dette tilfælde.

Vi ses på ocanerne. Og min båd hedder selvfølgelig… Hoppetossen.

Manden-fra-enron-artikel

Originally uploaded by hoppetossen

I fredags (den 3. oktober) bragte Berlingske Tidende en tankevækkende artikel af USA-korrespondenten Poul Høi under overskriften “Manden fra Enron“, som også blev fulgt op af et blogindlæg.

I artiklen sammenligner han USA’s præsident George Bush med den tidligere direktør for energikoncernen Enron, der for nogle år siden gik ned med et brag, efter at det kom frem, at virksomhedens regnskaber stort set intet havde med virkeligheden at gøre, og at stort set alle virksomhedens betydende aktiviteter var fiktive.

Direktøren endte med at begå selvmord. Læs deltajlerne i ovennævnte artikel.

Det interessante i artiklen er Poul Høis dokumentation af, hvordan den konstruerede virkelighed, som man har levet efter både i Enrons hovedkvarter og i det hvide hus, lige så stille indhentes af en virkelighed af kød og blod, dødsfald, mistede arbejdspladser, ubetalte regninger og alle mulige andre ulykker.

Socialkonstruktivismens begrænsninger

Det undrer næppe, at det var George W. Bushs spindoktor Carl Rowe, der var chefkonstruktøren i Bush-administrationens virkelighedsfabrik.

For i kommunikationsverdenen har vi efterhånden i nogen år fiflet med forskellige former for virkelighedskonstruktion - eller for at bruge en af de teoretiske betegnelser: socialkonstruktivisme.

Tanken bag socialkonstruktivismen er, at vi hver især og i grupper selv konstruerer vores virkelighed ved at sætte ord på den. Og alt efter hvilke ord, vi sætter på, og hvordan vi tolker dem, konstruerer vi vores personlige version af virkeligheden. Det er bl.a. det, der gør at nogle oplever den samme situation som udtryk for at glasset er halvt tomt, mens andre oplever det som halvt fuldt.

I det små giver denne forståelse god mening. Vi udnytter disse mekanismer til at kode os selv med positiv tænkning og andre teknikker. Også virksomhedernes historiefortælning udnytter denne mulighed for at skabe sit eget billede af forskellige hændelser i virksomhedens historie.

Kæden ryger imidlertid af, hvis man tror at vi kan konstruere alle former for virkelighed.

Der hvor konstruktionerne mødes af handlinger, der påvirker folks økonomi, deres autonomi, deres liv og død, der spændes buen ofte for hårdt.

Og på et eller andet tidspunkt så afsløres tryllenummeret.

Er man direktør for en stor virksomhed, ender den for voldsomme versionering af realiteterne i fængslet. Er man præsident i USA ender det med historisk lave popularitionstal.

Er man tilskuer til disse processer, ender det med, at tilliden til - også uskyldige - virksomheds- og statsledere udhules.

For i bund og grund er det udtryk for en eklatant undervurdering af os tilskuere, der godt nok undres, men som også - indimellem - henter konstruktørerne tilbage til virkeligheden.

Konklusionen var, at det er de ikke!

Jeg kunne ikke dy mig for at kommentere indlægget, idet mine egne erfaringer som medarbejder i forskellige virksomheder - og også som frivillig i en forening - har lært mig, at det kan være rigtig besværligt at publicere på nettet. Og måske der derfor er en sammenhæng i forhold til intranettene i landet.

Jeg har selv arbejdet med Synkron og redigerer i øjeblikket en hjemmeside med Sitecore.

Især sidstnævnte har jeg set mig sur på, selvom jeg har talt med fagfolk, der priser det som et af de bedste.

Vi bruger Sitecore i min sejlklub, Vallensbæk Sejlklub. Ideen var, at alle bestyrelsesmedlemmer skulle være med til at publicere. Der blev holdt kurser, vi øvede os sammen, men de fleste bestyrelsesmedlemmer stod af i afmagt over, at det skulle være så svært.

Og jeg kan godt forstå dem

For det første er der kun begrænset funtionalitet på bakcend, når man ikke kører i Internet Explorer. Lad det være, hvad det er.

Men så skal man ned i træet, for at finde stedet, hvor siden skal publiceres, hvorefter der skal højreklikkes for at oprette en ny side. Så skal man op i explorer og give adgang til at starte en ny side og så skal man højreklikke igen, før man så kan navngive sin nye side og komme i gang.

Er du træt nu? Det bliver bedre

Selve skrivningen af postet fungerer fint nok, bortset fra at man skal dobbeltklikke for at komme ind i hovedtekstfeltet, hvilket lige er en eksta handling, som fra et brugersynspunkt bare er unødvendigt.

Når man så er færdig med at skrive, kommer det sjove. Så skal der publiceres. Og her ryger kæden altså helt af.

Man skal ind i en særlig publiceringsmenu, hvor man skal angive start- og slutdatoer to gange, plus at man skal krydse af i en boks, at man vil publicere på internettet (hvor ellers). Det sker vel at mærke på tre forskellige faneblade, man skal arbejde sig igennem. Men for at det ikke skal være løgn, skal man ind i samme menu en gang til - for den ene indtastning acceptere (af princip?) ikke første gang man indtaster den.

Og så skal man gemme de hele og vente ½ times tid, før man kan se, hvad man har lavet.

Jeg kunne også underholde med de mange steps, der skal til for at inddrage billeder mm. Men jeg tror at billedet er klart nok allerede.

Fokus på brugeren gælder også bag kulisserne

Det er endnu ikke lykkes mig at lave et post - uanset hvor kort - med et tidsforbrug på under et kvarter. Nu er jeg tilknyttet en forening og spytter selv timerne i. Men i virksomheder må det være uforholdsmæssigt dyrt. Det er i hvert fald rigtig irriterende, og jeg må undre mig, at brugere og virksomheder finder sig i det.

Jeg tror da også, CMS-leverandørerne må til at oppe sig. For stadig flere - især yngre - netbrugere får en anden oplevelse i blogverdenen, hvor tingene er helt anderledes intuitive og nemme at have med at gøre.

Der er selvfølgelig ikke så mange valg. Men det kan man jo programmere sig ud af ved at have forskellige brugertyper, der arbejder med forskellig kompleksitet alt efter, hvad de har behov for. Jeg mindes i øvrigt, at Synkron var lidt på vej i den retning.

Men mange hjemmesider lider stille derude, fordi de ikke vedligeholdes nok, fordi det er alt for besværligt. Jeg er overbevist om, at jo nemmere det bliver at publicere, jo mere liv bliver der.

WordPerfekt var også besværligt. Men Word kom og gjorde tingene nemt - også i WP. Nu må CMS-systemerne komme ud af deres WordPerfekt-periode og komme på banen som brugervenlige - for alle. Ellers ender de nok også som det gik for WordPerfekt.

I den forbindelse faldt jeg over denne amerikanske TV-udsendelse fra 1995 - Computer Chronicles - der er ret underholdende. Både for dem, der med undren kan se tilbage på internettets jernalder, og for os, der kan huske de lange ventetider, de uendelige og røvsyge indslag på de newsgroups, man abonnerede på. Jeg fandt i hvert fald aldrig en newsgroup, hvor der var interessante indslag i mere end max 10 procent af de samlede indslag, man skulle arbejde sig igennen. 

Men nyd udsendelsen.

De to ting hænger uløseligt sammen, og jeg er sikker på, at slukkede bilradioer er en sjældenhed – især i de biler, hvor man sidde alene.

Jeg hører selvfølgelig også til dem, der får fyldt på med nyheder, musik og De Sorte Spejdere.

På det seneste har mine bilture fået en ny dimension:

Jeg har nemlig downloaded 22 af de seneste udsendelser af Kommunikatonscast. Og det er en fryd for øret – når man ser bort fra deres indledende jingle, der lyder ironisk de første par gange, men siden bare er noget, man skal spole hen over, så man kan komme hen til de guldkorn, som Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam disker op med.

De leverer en imponerende indsats for hver uge at lave en spændende og vedkommende udsendelse med udgangspunkt i kommunikation. Og her fylder de nye medier godt i billedet, hvilket kun er med til at løfte niveauet for udsendelserne.

Når man så hører dem i sin bil, hvor de snurrer rundt på CD-afspilleren, så er det altså bare bedre end P1. Og så er der kun genudsendelser dér, hvor man hørte noget, der var så interessant, at man måtte genhøre det ved at spole lidt tilbage.

Der googles en del og der skøjtes hen over et hav af tekniske fagudtryk, som hver især egentlig kræver et opslag ekstra.

Men nu er denne blog kørende, omend jeg ikke har givet op endnu og satser på at få det lært, så jeg kan få sat mit helt personlige præg på denne her sag.

Men velkommen til.