Autoritative argumenter
Her er et praktfuldt - maritimt - eksempel på, at det ikke altid nytter at fortælle, at min far er stærkere end din far…
Med en armada jorden rundt
Jeg er disse dage på vej jorden rundt!
Sammen med mere end 30.000 andre, der også deltager i den virtuelle kapsejlads Volvo Ocean Race the game.
Vi deltager i en virtuel pendant til den ægte vare Volvo Ocean Race, hvor 8 superhurtige oceangående både dyster om at komme først verden rundt. Også kaldt søsportens Mount Everest.
Kapsejlads har aldrig været nogen mediesport. Som sejler har jeg ofte ærgret mig over, at det er umuligt at følge min sport i medierne.
Med Volvo Ocean Race har piben fået en anden lyd!
Hver af de 8 både er udstyret med flere kamaraer, et besætningsmedlem, som kun skal være mediemand, samt et krav om minimum 1 times tv i døgnet sendt pr. satelit til hovedkvarteret, som så klipper masser af små film, der publiceres på hjemmesiden.
Derudover er der masser af blogs og artikler, der gør det muligt, at vi interesserede kan bruge timer hver dag til at følge vore helte.
Og som prikken over i’et er der spillet, der gør det muligt for os i VOR’s community at leve os helt og holdent ind i besætningernes daglige kvaler og beslutninger, der gør forskellen mellem triumf og det modsatte.
Sponsoreksponering
Der er sikkert mange, der vil mene, at man skal være inkarneret sejler til at bruge 9 måneder med flere daglige tjek af kurs, vejrudsigt og placering for at synes det er sjovt.
Men med nu over 30.000 deltager globalt - og der kommer stadig flere til selv her en uge inde i sejladsen - viser, at subkulturer godt kan fylde ganske pænt på nettet.
Og når vi nu dagligt skal ind og se til vores båd, så har vi også en stor interesse for den rigtige sejlads, hvor firmaer som Ericsson, Puma og Lloyd har investeret mange 100 mio. kr. for at udvikle de mest avancerede og hurtige både, med dyre prof.-besætninger til at drive dem frem.
Da Volvo Ocean Race (VOR) sidst blev gennemført, overgik pressedækningen - takket være et næsten lige så professionelt mediesetup - alle forventninger. Ericsson, der også var med den gang har åbenbart været godt tilfreds, selv om de var langt fra at vinde. De har fordoblet satsningen - nu med to både.
VOR beviser, at nettet er som skabt til at skabe koblingen mellem livet på kanten på de store oceaner og så livet hjemme i forstaden med børn og familiecontainer.
Det er bare et spørgsmål om masser af god fantasi og så brilliant ekskvering, som man ser det i dette tilfælde.
Vi ses på ocanerne. Og min båd hedder selvfølgelig… Hoppetossen.
Når virkeligheden rammer virkeligheden
I fredags (den 3. oktober) bragte Berlingske Tidende en tankevækkende artikel af USA-korrespondenten Poul Høi under overskriften “Manden fra Enron“, som også blev fulgt op af et blogindlæg.
I artiklen sammenligner han USA’s præsident George Bush med den tidligere direktør for energikoncernen Enron, der for nogle år siden gik ned med et brag, efter at det kom frem, at virksomhedens regnskaber stort set intet havde med virkeligheden at gøre, og at stort set alle virksomhedens betydende aktiviteter var fiktive.
Direktøren endte med at begå selvmord. Læs deltajlerne i ovennævnte artikel.
Det interessante i artiklen er Poul Høis dokumentation af, hvordan den konstruerede virkelighed, som man har levet efter både i Enrons hovedkvarter og i det hvide hus, lige så stille indhentes af en virkelighed af kød og blod, dødsfald, mistede arbejdspladser, ubetalte regninger og alle mulige andre ulykker.
Socialkonstruktivismens begrænsninger
Det undrer næppe, at det var George W. Bushs spindoktor Carl Rowe, der var chefkonstruktøren i Bush-administrationens virkelighedsfabrik.
For i kommunikationsverdenen har vi efterhånden i nogen år fiflet med forskellige former for virkelighedskonstruktion - eller for at bruge en af de teoretiske betegnelser: socialkonstruktivisme.
Tanken bag socialkonstruktivismen er, at vi hver især og i grupper selv konstruerer vores virkelighed ved at sætte ord på den. Og alt efter hvilke ord, vi sætter på, og hvordan vi tolker dem, konstruerer vi vores personlige version af virkeligheden. Det er bl.a. det, der gør at nogle oplever den samme situation som udtryk for at glasset er halvt tomt, mens andre oplever det som halvt fuldt.
I det små giver denne forståelse god mening. Vi udnytter disse mekanismer til at kode os selv med positiv tænkning og andre teknikker. Også virksomhedernes historiefortælning udnytter denne mulighed for at skabe sit eget billede af forskellige hændelser i virksomhedens historie.
Kæden ryger imidlertid af, hvis man tror at vi kan konstruere alle former for virkelighed.
Der hvor konstruktionerne mødes af handlinger, der påvirker folks økonomi, deres autonomi, deres liv og død, der spændes buen ofte for hårdt.
Og på et eller andet tidspunkt så afsløres tryllenummeret.
Er man direktør for en stor virksomhed, ender den for voldsomme versionering af realiteterne i fængslet. Er man præsident i USA ender det med historisk lave popularitionstal.
Er man tilskuer til disse processer, ender det med, at tilliden til - også uskyldige - virksomheds- og statsledere udhules.
For i bund og grund er det udtryk for en eklatant undervurdering af os tilskuere, der godt nok undres, men som også - indimellem - henter konstruktørerne tilbage til virkeligheden.